I registeret finner du stikkord til alle emner i Sonen. KLIKK HER og se alle de spennende emnene vi har i denne sonen

D/S FARRIS, dampbåten som traffikerte på Farrisvannet fra 1885

I Jarlsberg og Laurviks Amtstidende den 15. mai 1885 står det å lese;…

Og videre i samme avis den 11. juni samme år bekreftes det som så mange hadde håpet på ;
” Et gjennom mange aar følt Savn af regulær Dampskibsfart paa Farrisvandet synes nu at vilde blive afhjulpet, idet en del Mænd heraf Byen har stillet sig i Spidsen for Foretagendets Fremme ved at indbyde til Actietegning i samme.
Denne er saavidt fremskredet at man har bestilt baaden, og da Kammerherre Treschow som Grundbesitter til de Steder Baaden kommer til at anløbe paa sin Tour til og fra Slemdal, har stillet sig meget velvillig overfor Foretagendet, tør man have Haab om allerede i August Maaned at se Farten aabnet.
Dette for vort Sted efter almindelig Mening nyttige Foretagende tør vi derfor hilse Velkommen og haabe at samme vil bidrage til en heldig Tilslutning fra Slemdøler og Overbygdinger fra den Trakt, samt give saavel Byens Indvaanere som Badegjæster og Turister Anledning til Utfarter paa det med saa stor og skjøn Natur udstyrede Farrisvand med Omegn.
Baaden skal leveres af Sandefjords mek. Værksted, sammenklinket og færdig til Fart i Farrisvandet for en pris af 10 000 Kr.
Dens dimenssioner er opgivet at blive 52 Fod lang, 113/4 bred og ca 4 Fod dybtgaaende, med en 8 hesters Maskine, og vil antagelig give plass til henimod 80 Passagerer med For- og Aktersalon, fuldt overbygget.
SOMBYGGESETT
I ” Framnæsnytt ” ( Bedriftsorganet til a/s Framnæs Mek. Væksted, tidligere Sandefjord Mek. Værksted ) nr 14 juni 1981, blir d/s ”Farris” omtalt som et sikkert meget interessant oppdrag for verkstedet og prosjektet skal ha hatt byggenummer 7. Kontrakten hadde blitt inngått en av de første dagene i juni 1885.
Dette var en av de aller første gangene, om ikke den første, at en båt ble levert som …”byggesett” for montering et helt annet sted. Man vet ikke hvordan de ferdigproduserte platene og spantene har blitt fraktet fra Sandefjord til Larvik, for det sier bevarte papirer ikke noe om. Likevel er det nok ikke unaturlig at mye av frakten kan ha blitt transportert med båt fra Sandefjord til Larvik, mens jernbanen var også kommet i gang få år tidligere, i 1881, kanskje var en ennå mer sannsynlig transportmåte. Jernbanelinjen opp til Farriseidet var jo ferdig få år tidligere.
Avstanden fra Larviksfjorden og opp til byggeplassen ved Farrisvannet er ikke mer enn en drøy kilometer, så det som hestetransporten måtte tatt seg av, hadde ikke lange kjøreveien.
Kanskje var dette første gangen ansatte fra verkstedet i Sandefjord, ble sendt ut på oppdrag utenfor eget distrikt.

Ettertrykk av et av de første bildene av d/s ”Farris”, ja kanskje det aller første, tatt når båten ligger ved Bondestranda. Brygga og varebua virker ennå svært så provisorisk anlagt. Legg merke til det svensk/norske flagget, ”sildesalaten”, som vaier bak på båten. Vimpelen foran ser ut til å ha teksten ”FARRIS”. – - Tømmerkjørerne er i full gang med bortkjøring av neddrevet tømmer og nysgjerrige barn følger det hele med falkeblikk. – - På gjerdet rundt Nerli`s hus henger oppslagstavlen. Her ble de aktuelle rutetider hengt opp. – - Bilde er antagelig fra rundt 1890.
(Fotografiet er utlånt av Tor Buaas, Larvik)

…OG ENDELIG
den 23. september 1885, vissnok nøyaktig klokka 1400, gikk ”Farris” av stabelen ved Eidet.
Og den 10.oktober forteller følgende innlegg i ” Jarlsberg og Laurviks Amtstidende” ;
”Dampbaaden ”Farris”, der igaar underkastedes Besigtelse af Kontrolkommissionen og derefter leveredes af Sandefjord mek. Værksted, befandtes efter foretagen Prøvefart at vilde opfylde de efter Kontrakten bestemte Betingelser saavel med hensyn til Fart som Kulforbrug.
Baaden viste sig derhos let at manøvrere og fuldkommen stiv, en Omstændighed, som maa
skyldes dens forholdsvis store Bredde. Den erholdt
Certifikat for 1 Aar og Ret til at føre 90 Passagerer. ”Farris” afgaar ifølge omstaaende Avertissement i morgen Søndag Kl. 8 til Slemdal, returnerer derfra i morgen Aften. Paa grunn af Konfirmation i Kjose anløbes Næs for Op- og Nedgaaende.”
( En liten rettelse;…..
Både i Hedrum bygdebok bind 1 og i Allum`s ”Hedrum” har det sneket seg inn en liten feil om oppstarten av d/s ”Farris`” rutefart på Farrisvannet, som er tidsatt til 1887… Dette skal selvfølgelig være i 1885.)
Det ble likevel funnet noen få mangler ved båten, som måtte rettes, før driften kunne settes i gang. Dette var viktige sikkerhetsdetaljer og ”kontrol-kommissionen” ga påbud om umiddelbar framskaffelse av ett stykke ”baad” (pram), to stykk ”redningsbøier”, andre redningsredskaper tilstrekkelig til 18 personer (!!!) og tilslutt fire (vann-)pøser.
Dette var påbud eierne ikke hadde vanskeligheter med å oppfylle, og båten var ganske umiddelbart klar til å trafikkere Farrisvannet i år framover.

Dette er de første rutetidene til dampbaaden ”Farris”, avertert i Jarlsberg og Laurviks Amtstidende
den 10 oktober 1885.

Under her finner dere dette gamle ”Hilsen fra Larvik”-postkort, som viser hvordan det så ut ved Farrisbrygga med d/s ”Farris” ganske nære århundreskiftet, kanskje så tidlig som 1898.
Fasilitetene for de reisende ved anløpstedet, var svært så primitive. Kanskje var den eneste ”luksusen” oppslagstavla som vi ser på gjerdet mot huset til Nerli !
I bakgrunnen ligger Jomfruhalvøya, som Kilenhalvøya ble kalt i gamle dager. Odden, der hvor Fresjeborgen i følge noen skal ha ligget, nærmest lukker Kilen inne fra resten av Farris. I furumoa, som lenge ble kalt ”Plauane”, i bildets venstre framkant, ligger flere av kommunens snøploger og venter på at snøen igjen skal bringe dem til nytte.
(Kortet utlånt av Tor Buaas.)

MISFORNØYDE SLEMDØLINGER
Selv om rutefarten var en storvinning for beboerne rundt Farris, kom det snart fram misfornøyde ytringer og allerede 25. november 1886 kan vi lese i Jarlsberg og Laurviks Amtstidende følgende leserbrev …
til Bestyrelsen for Dampbaaden ”Farris”;
”Hensigten med Anskaffelse af en Dampbaad paa Farrisvandet var hovedsagelig den, at der skulde gives Folk omkring i Farrisbygden, og da særlig Slemdølinger en let og forholdsvis billig Adgang til at komme til Byen.
Naar Bestyrelsen imidlertid bestemmer, at Baaden skal lægges op i den første halvdel af November, saa er efter min Formening Hensigten med Baaden aldeles forfeilet. Thi det er som bekjent netop om Høsten og udover Vinteren at Bønderne har mest at udrette i Byen. Det er om Høsten de skal til Byen med sit Kjød og Flesk, og ellers hva de have at sælge, og det er om Høsten og udover mot Julen de skal gjøre sine Indkjøb for Vinteren.
Om Sommeren har Slemdølingerne mindre at gjøre i Byen, ligesom det da gaar an at ro for dem, som vil spare sine skillinger.
Annerledes om Høsten og Vinteren, naar Dagen er kort. Da vil de nok være glade i at kunde faa benytte Baaden. Men gives ikke denne Adgang, saa tager de nok Landeveien fat til Skien. Det henstilles til Bestyrelsen, om det ikke skulde lade sig arrangere, igjen at optage Farten til udover mod Jul, naar ellers ikke Hindringer
kommer i Veien, med for Ex 3 gange ugentlig Tur.”
Det kom aldri noe svar på dette i avisen det året, ei heller ble det satt opp nye turer. Men det gikk fort mot vinteren, og det skulle ikke mye til før isen hadde lagt seg på de kjøligste plassene. Allerede i romjulen averteres det i avisen at det er ”Skøitebane paa Farriskilen” og at den er ”stor og rummelig”. Det kostet riktignok noen øre å komme inn, men til gjengjeld var det hornmusikk den 1. og 2. nyttårsdag! Derfor måtte Slemdølingene vente til neste vår med å reise med båten ned til ”Lærvika”, som folk der oppe ofte kalte Larvik (Laurvig), på den tiden.
Eventyret med Farrisvannets hvite svane skulle fortsette i mange, mange år framover, til glede for de fleste og til ergrelse for de få.
Jeg avslutter med å legge inn et uvanlig og vakkert fargebilde av D/S FARRIS. Blant de mange postkortprodusentene i Larvik opp gjennom årene, var Mons Andersen en meget stor og dyktig ”motivfinner”. Hans storhetstid var like etter århundreskiftet, og denne spesielle motivsammensetningen ser det ut til at han fant rundt 1907-08.
Aktiviteten rundt dampskipet synes stille, mens vannet virkelig fosser hvitt gjennom demningens porter.
Den fortreffelige ”coloureringen” av postkortet, viser stor faglig dyktighet. – - Legg også merke til den innfelte steinen i demningen med teksten; ”FWT 1900”
FWT er forkortelse for byggherrens navn; Frederik Wilhelm Treschow.
(Postkortet ble for lenge siden utlånt av Jan Tore Moholt.)

(Opplysningene i dette innlegget er samlet av Jan Einar Bredal og er hentet fra boken om DS FARRIS.)

Vist 372 ganger. Følges av 2 personer.

Kommentarer

EN HØIST MÆRKELIG INDRETNING.
Dette innlegget er hentet fra boken:
Historien om det post-brevkasseførende dampskibet ”Farris”
og litt om livet omkring båten.
Likt og ulikt samlet av
Jan Einar Bredal

Sensommeren 1887 kan ikke ha vært en god tid for de som drev ”Farris”. Båten som vanligvis blir minnet som meget pålitelig, ja, det fortelles at man ”kunne stille klokken” etter den, fikk problemer med maskineriet, noe som skapte flere forsinkelser og en god del avlyste turer. Informasjonen ut til publikum var det så som så med, selv om det den 13. august ble satt inn en liten notis i avisen om at ruten var innstilt grunnet ”Kjædeleftersyn”. Problemene må ha kommet i tur og orden denne sensommeren, og ikke alt rakk man å informere om. Derfor tok det ikke lang tid før klagene kom blant annet som diverse leserinnlegg i avisene.

d/s ”Farris” forlater Kveldsvik en sommerdag i 1916.
I ”Larvik og Omegn – Haandbog for Turister og Badegjester” fra 1889 fortelles det at ”ved Kvelsvikbugten ligger Kvelsvikgaardene, hvor man kan tage ind.”, hvis man for eksempel ville dra på en liten rundtur opp Farris og spasere de 5 km på god kjørevei forbi den vakre ”lille indsø ”Sjærsjø”, der har sitt udløb i Farris” til Kvelde, før man kanskje benyttet skysstasjonen på Gjone for å få en behagelig skysstur tilbake til Larvik.

I første irriterte innlegg skulle maskinisten angivelig ha forsovet seg, da båtens averterte avgang kl 0700 først skjedde tre kvarter senere. De 8 – 10 frammøtte passasjerene var svært fortørnet over forsinkelsen, og det virker slett ikke som om det fra kapteinen Hansens side hadde blitt gitt noen informasjon om grunnen til den sene avreisen.
Et par dager senere kommer et nytt leserbrev til avisen. I tillegg til negative opplevelser, forteller det også svært mye om dagliglivet og for ikke å snakke om forskjellige ”rekreasjonsvarianter” som ”Farris” ble en del av, og det hadde denne artige innledningen; …….

Dampskibet ”Farris” er en høist mærkelig Indretning.
Det opfrisker for Ens Ærindring de henfarne Tider, da de smaa Dampskibe paa vore Indsøer ranglede indom her og der for at hente den ene og den anden, som havde Lyst til at være med, og som gav Æreskud, naar notable Passagerer gikk fraborde. De Fordringer, som de mere udviklede Kommunikationer stiller til faste Ruter og Varetagelse af alle Passagerers Tarv, uden Persons Anseelse, synes at være ganske ukjendte for Farristrafiken, og vi vil indstændig raade Enhver, som indlader sig paa den, til at medtage et uopslideligt Fond af Godmodighed, gjerne ogsaa nogen Sans for det komiske, men fremfor alt maa man have Overflod af Tid.
I forrige Uge begav det sig, at flere Passagerer en Morgenstund vandrede op til Eidet for efter Ruten at reise til Slemdal Kl. 9. Man kom om bord og inntog Pladse. Tiden led og skred; men der hamredes, bankedes, larmedes dyktig om bord, saa det maatte vel snart bære afsted..
”Skal vi ikke gaa nu ?” spurgte endelig en af Passagerne. ”Nei, Skibet gaar ikke i dag, Maskinen er i stykker,” lød det lakoniske svar. ”Farris” var under Reparation i flere Dage, men det kunde ikke falde nogen ind ved Avertissement eller Opslag at underrette Publikum derom. Har man Tid til at reise, saa kan man sagtens ogsaa have Tid til at gaa en Tur op til Eidet, tænker vel Funktionærerne der om bord.
Nu itorsdags kom et Selskab paa ti Personer op til Eidet Kl.7. De havde været tidlig paa Benene den Morgen for at komme med Skibet. Men de havde saamen ikke behøvet at forhaste sig; Dampskibet gikk ikke før 7.45, og hvorfor ikke ? ”Fordi den, som fyrer under, har forsovet sig”, forklarer Kapteinen. Er det ikke med fuld Grund, at jeg kalder Dampskibet ”Farris” en mærkelig Indretning ?

Saa kom Torsdag Aften. Efter Ruten skulde ”Farris” være ved Næs, nordligst ved Vandet, Kl.7. Og der samledes da ogsaa en hel flok Passagerer, jeg tænker henimod 30. Nogle havde spadseret fra Aaklungen Station over Heien til Slemdal; nogle var komne over Aasen fra Laurdal; de fleste var imidlertid ”Farris`s” Passagerer fra Morgenen af og havde altsaa ved Returbillet sikret sig at komme hjem igjen.

Pyntede turister, blant annet flere dansker fra København, og bønder i full gang med ombordstigningen, etter et besøk på Slemdal rundt 1890-92.
Legg merke til den smale landgangen, som antagelig på grunn av lav vannstand i Farris, må foregå i ”andre” etasje. Her skulle man være både lett og stø på foten !
Dette er også ett av de ytterst få fotografiene hvor skipet har navnet sitt malt på hver side av baugen. Det går en menneskealder til eierne igjen prydet d/s ”Farris” med baugnavn.
(Bildet utlånt av Jacob Wisløff og er den ene delen av ett opprinnelig stereobilde.)

Hos alle herskede den afslappede Stemning , som gjerne følger paa en solvarm strabadserende Dag, Tilbragt i det Frie. Man priser nok endnu den dalende Sol og det vakre Landskab; men i sit Hjerte længes man efter at komme hjem og faa hvile ud. Især er naturligvis dette Tilfælde med Børnene, og de smaa var ogsaa de ivrigste til at fare om paa Hauger og Knatter for at speide efter det ulyksalige Skib, som synes at være sat i gang, mer for at narre turister end for at befordre dem. Kl. blev 7, og den blev 7 ½; men intet Dampskib var at se. En Pige, som kommen opover med Lastebaaden ”Fuglen”, vidste at berette, at Maskinen paa ”Farris” atter var i ustand, men at den skulde blive reparert, saa Skibet kunde komme opover kl 8. Saa ventede man til Kl. 8, og da kom virkelig ”Farris dampende indover. Men der var ikke tale om nogen Forklaring eller Undskyldning fra Kapteinens Side. ”Nu, Hansen, har der været noget i Veien ?” spurgte en af Passagerene. ”Aaja, der har været lidt i Veien”, svarede Hansen meget lakonisk og dermed var den Sag klaret.
Og nu var man ogsaa villige til at glemme alle Forsinkelser og bare se at komme om bord med sit og sine. ”Vi gaar vel øieblikkelig, Hansen ?” Et høist overflødigt Spørgsmaal. Nu maatte vi vel gaa øieblikkelig. ”Aanei”, svarede Kapteinen, ”vi gaar nok ikke rigtig enda”. ”Gaar vi ikke ? Hva mener Kapteinen med det ? Vi har jo ventet her en hel Time”. ”Ja, men jeg har lovet Doktoren, at ikke reise fra ham !” ”Er Doktoren her i Slemdal ?” spurgte en Mand paa Stranden. ”Ja, han er hos Dere”, svarede Kapteinen. ”Hos mig ? Jeg er da ikke syg, og ingen anden er syg heller, det jeg ved,” sagde Manden. ”Ja, han er naa hos Dere da”, vedblev Kapteinen, ”han gikk til Aaklungen med toget Kl.5, og derfra skulde han gaa over Heien, jeg tænker nok, at han er her snart.”
Enhver, der var noget kjent med Afstandene, indsaa at Doktoren ikke kunde naa Skibet før Kl. 9, og der herskede mellom alle Passagerer en stærk Uvillie mod at vente endnu en Time og derefter tilbagelægge Farten i Natteluft og Mørke. Men Kaptein Hansen er en ordholden Mand, naar det gjælder Doktoren; det fik Passagererne at føle; thi i stedet for at gjøre sin Pligt og sætte Maskinen i Gang, gikk han i Land og spadserede indover Veien ”for at se efter Doktoren” .
Den ene Stafet efter den anden blev sendt for at indhente ham; Damppiben udsendte sine Hvinende hyl, klokken klemtede og kimede af alle Kræfter, men alt var forgæves. Kapteinen gikk i Land og saa efter Doktoren, medens de 30 Passagerer sad om bord paa hans Skib. ”Nu synes Hansen, at han hører noget,” raabte en af Staffeterne nedover. ”Er det Doktoren, han hører ?” spurgtes der fra Dampbaaden. ”Nei, det var ikke Doktoren,” lød Svaret. Saa raabte en anden Udsending: ”Nu er Hansen rent forsvunden,” og dermed maate man give sig over. Denne Tragi-Komedie forsattes lige til Kl. 9. Da kom baade Hansen og Doktoren, og saa sattes endelig Skibet i Fart.
Dette er verken Opdigtelse eller Overdrivelse; det er, hva man den 18de August 1887 oplevde lige ved Laurviks By, der er et af Hovedanløbsstederne for den store Dampskibsflaade, og hvor man vel skulde have Greie paa, hva en ordnet Dampskibsfart vil sige. Laurviks Omegn byder paa en Mængde smukke Udflugter, og især øver Slemdals herlige Natur en mægtig Tiltrækning for Turister. Og vi vil da haabe, at der snart maa bydes de Reisende et tryggere og bedre Befordringsmiddel end den høist mærkelig Indretning, som heder
Dampskibet ”Farris”.
(Bemerkning; Det fører en ridevei fra Slemdal (Siljan) til Oklungen stasjon, og til spaserturen burde man nok ha avsatt en 4-timers tid.)

—Den samme dagen som dette leserinnlegget gikk i trykken, averteres det i Jarlsberg og Laurviks Amtstidende at båten er innstilt på grunn av maskinskade.
Noen dager etter den overstående, svært beskrivende, men krasse kritikken, kommer det en liten forklarende notis i avisen, dog ment som svar til det første, mindre leserbrevet ; …
Da jeg er bleven gjort opmærksom paa, at en Indsender i ”Amtstidendens” No. 160 for d. A. Anfører, at Grunden til Dampskibet ”Farris”s forsinkede Afgang fra Eidet ved den i Inseratet omhandlede Anledning var den, at ”Maskinisten angivelig havde forsovet sig”, finder jeg at burde oplyse, at jeg hele den foregaaende Nat lige til Dampskibets Afgang havde været beskjeftiget med at reparere Maskinen. Jeg havde altsaa slet ikke sovet den Morgen.
Dette til Efterretning for Hr. –bs, som for Fremtiden turde være mer paalidelig i sine ”Angivelser”
Jakob Pedersen,
Maskinist paa ”Farris”

Det finnes fortsatt noen av oss som husker D/S FARRIS i sitt rette element. Da jeg for få dager siden mottok vedlagte bilde av båten i området ved Vallø omkring 1990, synes jeg det må deles til båtens venner!.
Bildet er utlånt av Tom Ivar Omdahl. som forteller at … “det ikke er eik på akterenden, som var noe av det siste vi monterte!”

Annonse